Et argument, der går igen på borgermøderne om Energipark Revsing, er visionen om 500 nye arbejdspladser til Vejen Kommune. Det er et argument, der vejer tungt i debatten – også når over 100 familier i området spørger, om prisen for deres situation er rimelig. Men hvad siger erfaringerne fra andre store infrastrukturprojekter om den slags løfter?
Løfter om arbejdspladser er lette at give. Det ved man i Viborg Kommune, hvor drømmen i 2015 var op mod 10.000 jobs, da Apple etablerede sit datacenter i Foulum. I dag arbejder der omkring 80 mennesker på anlægget.
Ingeniøren beskriver i en leder fra april 2026, hvordan mønstret går igen: store infrastrukturprojekter lover arbejdspladser, men virkeligheden bliver ofte en anden end den, der blev lovet, da den røde løber blev rullet ud.
Vejen Kommune fremhæver selv datacentre som en af de erhvervstyper, der skal tiltrækkes til Energipark Revsing. Men Ingeniøren dokumenterer, at tech-giganters datacentre i Danmark reelt kun beskæftiger et meget beskedent antal mennesker, trods løfter om det modsatte. Samtidig optager datacentre en ressource, der er blevet ekstremt knap: plads i elnettet.
Læs også: Hvad er det egentlig, der skal planlægges, når der ikke er plads på elnettet?
Anlægsfase er ikke det samme som varige jobs
Det gælder også for energianlæg. I opbygningsfasen opstår der muligvis behov for lokale entreprenører og håndværkere. Der er aktivitet, synlighed og travlhed. Men på borgermødet den 21. april 2026 kunne Everfuel ikke svare på, hvad behovet for lokal arbejdskraft reelt vil være, når anlæggene står færdige. Automatiserede anlæg kræver typisk få faste medarbejdere, og de specialister, der er brug for, behøver ikke nødvendigvis bo i lokalområdet.
Vejen Kommune taler om 500 arbejdspladser som en vision. Men der er langt fra vision til virkelighed, og erfaringerne fra andre store infrastrukturprojekter giver grund til at spørge, om tallet holder.
Over 100 familier venter stadig
Når gevinsterne er usikre, bliver prisen for de berørte familier endnu sværere at retfærdiggøre. Over 100 familier i området omkring Revsing og Gesten lever i dag med en planproces, der begyndte i 2023 og som endnu ikke har givet dem afklaring. Ejendomme kan ikke sælges. Investeringer udskydes. Livsbeslutninger sættes på pause.
Den grønne omstilling er et fælles projekt, og energiinfrastruktur kan skabe reel udvikling. Men en vision om fremtidig vækst fritager ikke for ansvar i nutiden. Og hvis arbejdspladstallene viser sig at bygge på samme optimisme som Viborg-borgerne engang oplevede, kan den gevinst godt stryges af regnestykket.
Ret til at komme videre.

Skriv et svar