Når planlæggere og politikere beskriver et femårigt projektforløb som hurtigt, er det højst sandsynligt ikke udtryk for ligegyldighed.
Det er udtryk for, at systemet måler tid med et andet ur end det, der hænger i familiernes køkkener.
Et energiprojekt har ingen livsbegivenheder. Det bliver ikke skilt. Det mister ikke arbejdet. Det går ikke på pension. Det behøver ikke flytte sin mor til plejehjem eller finde en større bolig, fordi familien vokser.
Borgerne i de berørte områder oplever alt dette. Uden mulighed for at kunne handle.
Livet venter ikke på afklaring
Den gennemsnitlige dansker lever knap 82 år. Men livet er ikke jævnt fordelt over de årtier. Det folder sig ud i faser, som hver har sin logik og sine behov.
Familien med skolebørn har andre afhængigheder end det par, der nærmer sig pensionsalderen. Den nyligt skilte har andre handlebehov end den, der har arvet et hus og vil sælge.
Det, de har til fælles i det udpegede område ved Energipark Revsing, er at en central forudsætning for at handle på disse livssituationer er fjernet – for ejendommene kan ikke sælges.
Ejendomsmæglere vurderer ikke huse i området, ikke fordi de ikke vil, men fordi der ikke er noget marked at vurdere til. En udpegning til mulig energipark har ikke begrænset omsætteligheden. Den har elimineret den. Ejendommene eksisterer stadig men markedet gør ikke.
Pensionering, skilsmisse, sygdom uden handlemuligheder
Tænk på de livssituationer, der normalt udløser et boligsalg i Danmark.
- Pensionering, hvor borgeren vil drosle ned og måske flytte tættere på familie.
- Skilsmisse, hvor to lejligheder skal finansieres af det, der før var én ejendom.
- Sygdom eller dødsfald, hvor arvingerne skal træffe beslutninger om en ejendom, de ikke nødvendigvis selv skal bo i.
- Børn, der forlader hjemmet, og forældre, der pludselig har mere hus end de har brug for.
Disse begivenheder sker med den regelmæssighed, som livet nu engang har.
De respekterer ingen tidsplan. Og de stiller de berørte borgere over for valg, de i princippet burde have frihed til at træffe, men i praksis ikke har, fordi ejendommens markedsværdi og omsættelighed er elimineret af en udpegning, der hverken er realiseret eller frafaldet.
Det er ikke en beskrivelse af en enkelt families situation.
Det er en demografisk realitet. I et stort område med over 100 familier befinder beboerne sig naturligt i alle livsfaser.
Over en periode på fem til ti år vil en betragtelig del af dem opleve netop de begivenheder, der normalt udløser et frivilligt og informeret valg om boligsituation. I stedet møder de et marked, der ikke eksisterer.
En skjult omkostning ingen har regnet på
Den grønne omstilling har en samfundsmæssig pris, der opgøres i anlægsøkonomi, CO₂-reduktioner og netkapacitet. Den opgøres sjældent i tabte handlemuligheder for borgere i berørte områder og slet ikke i den præcision, der ville kræves, hvis politikerne tog det alvorligt.
Forskning i VE-planlægning peger på, at borgere typisk inddrages sent, efter at de overordnede rammer er fastlagt, og med et begrænset reelt handlingsrum (Kirkegaard, Rudolph, Nyborg & Cronin, 2023, DTU).
Men det, der ikke adresseres, er at dette begrænsede handlingsrum ikke er abstrakt. Det materialiserer sig i konkrete livssituationer, som ikke kan vente, og som ikke kan gentages.
Lodsejerne betaler derfor med det levede liv.
Systemet er ikke designet til at se denne omkostning. Det har ikke et regnskab for hos dem. Og det har ingen mekanisme, der begrænser, hvor længe en udpegning må hvile over et område uden afklaring, og dermed ingen grænse for, hvor længe normale livsvalg kan være sat ud af spil.
Det er ikke en teknisk detalje. Det er et spørgsmål om, hvem der i praksis bærer prisen for den grønne omstilling, og om det er et bevidst valg eller blot en overset konsekvens af et system, der ikke har målt sin egen tyngde.
Ret til at komme videre.
Skriv et svar