Helle og Torben på 55 og 57 år og har boet på deres gård i 30 år. Her har de opbygget en virksomhed med kødkvæg og arbejdet målrettet med biodiversitet. Gården er resultatet af et helt arbejdsliv, fyldt med minder, drømme og planer for fremtiden. Parrets yngste datter bor stadig på gården sammen med sine heste.
Det var kun en måned før parrets sølvbryllup, at de fik besked om planerne for energiparken. Bag smilene til festen lå en uro, som ikke er forsvundet. De har ikke turdet investere i ejendommen eller udvikle landbruget, som de ellers havde planlagt. Både energiparken og planerne om Hærvejsmotorvejen hænger over området. Parret fortæller, at det føles som at leve i et konstant “måske”, uden mulighed for at vide, om de skal blive, hvornår de eventuelt skal flytte, eller hvad de økonomisk får mulighed for.
Parret forventer at skulle arbejde til omkring de 70 år, så spørgsmålet er derfor ikke kun, om de skal flytte, men hvor de skal skabe et nyt liv, om det er økonomisk muligt, og om de kan starte en ny virksomhed i deres alder.
De fortæller, “Vi lever med en ventesorg. Det føles, som om vi allerede er begyndt at tage afsked med det liv, vi har bygget op, uden at vide om det overhovedet bliver nødvendigt.”
“Vi er for unge til at stoppe og for gamle til at begynde forfra.”
Både Helle og Torben anerkender behovet for den grønne omstilling. Men de appellerer til at beslutningstagerne husker på, at der bag hvert kort og hver streg på et kort bor mennesker, som har investeret et helt liv i deres hjem og virksomhed, og at ingen bør leve i årevis uden mulighed for at planlægge deres fremtid.
Helle afslutter: “Den grønne omstilling må ikke kun være bæredygtig for klimaet. Den skal også være bæredygtig for de mennesker, der bliver bedt om at bære konsekvenserne.”
Ret til at komme videre.