Den grønne omstilling er et nationalt mål – men risikoen er ikke fordelt nationalt
Den danske stat har sat en høj ambition for udbygningen af vedvarende energi på land.
Med klimaaftalen om grøn strøm og varme fra 2022 og den opfølgende aftale om mere grøn energi fra sol og vind på land i 2023 er målet at skabe rammer, der kan understøtte en firedobling af den samlede elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030. I regeringens eget udspil er det konkretiseret som en stigning fra cirka 12 til 50 mia. kilowatt-timer årligt.
Det er samtidig tydeligt fra Energistyrelsen, at en så stor udbygning forudsætter lokal opbakning. Styrelsen skriver direkte, at hvis firedoblingen af elproduktionen fra vedvarende energi på land inden 2030 skal lykkes, er det afgørende, at der er lokal opbakning til vedvarende energi i lokalområdet.
Netop derfor er det relevant at stille et spørgsmål, som i dag får for lidt opmærksomhed i energidebatten:
Hvordan er byrder, gevinster og risiko fordelt mellem stat, kommune, marked og de borgere, der bor i de områder, som udpeges til energiformål?
Gevinsterne er brede – men belastningen er lokal
I de nationale aftaler er den grønne strøm tænkt som et bidrag til flere formål på én gang. Den skal dække direkte elforbrug i Danmark, kunne eksporteres til resten af Europa og indgå i produktion af grønne brændstoffer til blandt andet fly, skibe og tung transport. Det er altså et nationalt og til dels internationalt projekt.
Men de konkrete belastninger opstår lokalt.
Det er i udpegede områder, at usikkerhed sætter sig i boligmarked, investeringer, generationsskifte og den enkeltes mulighed for at planlægge sit liv.
Det er også lokalt, at kommunerne skal håndtere planlægning, naboskab, modstand og tillid.
I publikationen Under Radaren beskrives netop, hvordan den grønne omstilling opleves tæt på borgerne som noget, der kan tilsidesætte hensynet til demokrati, borgerrettigheder, natur og lokalsamfund, og rapporten peger på betydelige psykologiske og sociale konsekvenser for berørte borgere.
Dermed opstår en asymmetri, som er svær at komme uden om: Gevinsterne fremstilles som fælles, mens en stor del af usikkerheden og belastningen bæres lokalt.
Forskningen peger på et mønster – ikke på enkeltsager
Det er vigtigt, at denne problemstilling ikke kun beskrives som en lokal oplevelse. Danske forskere fra DTU har over en årrække undersøgt, hvordan planprocesser for vedvarende energianlæg fungerer i praksis.
I artiklen The good process or the great illusion? konkluderer forfatterne, at den danske procedure for borgerinddragelse i kommunal vindmølleplanlægning har klare begrænsninger, blandt andet i forhold til oplevet procedural retfærdighed og udviklernes stærke rolle i processen.
I The landrush of wind energy beskrives yderligere, hvordan udviklernes praksis med at sikre adgang til jord medvirker til at indsnævre den offentlige deltagelses reelle betydning og marginalisere lokale værtsområders rolle.
Under Radaren samler denne forskningslinje og peger på, at der ifølge rapporten findes mere end 200 borgergrupper, der er opstået som reaktion på den nuværende planlægningsproces.
Det tal skal læses som Den Nationale Alliances egen opgørelse og ikke som en officiel registrering, men det understøtter, at der ikke kun er tale om enkelte lokale konflikter.
Den aktuelle model placerer risiko forskelligt
Set i et styringsperspektiv er den nuværende model bemærkelsesværdig.
Staten fastlægger de overordnede mål og rammer. Kommunen fungerer som planmyndighed. Kommercielle aktører vurderer, om projekterne er rentable og gennemførlige. Men de borgere, der bor i det udpegede område, har hverken kontrol over den politiske beslutning, markedsvurderingen eller timingen i realiseringen.
Alligevel bliver de tidligt ramt af usikkerhed og begrænset handlefrihed. Det er denne asymmetri, der gør spørgsmålet om risikofordeling centralt.
Energistyrelsen beskriver selv, at VE-ordningerne skal understøtte lokal og kommunal opbakning til VE-projekter, og at ordningerne giver kompensation og økonomiske gevinster til naboer og lokalsamfund i forbindelse med etablering af et anlæg.
Styrelsen oplister værditabsordningen, salgsoptionsordningen, VE-bonus og grøn pulje og oplyser samtidig, at udgifterne dækkes af opstilleren, når anlægget sættes i drift.
Det peger på en vigtig skævhed i modellen – ordningerne er tydeligst indrettet omkring den situation, hvor et projekt faktisk bliver etableret.
Der adresserer langt mindre klart den periode, hvor et område er udpeget, men hvor realisering, marked, kapacitet og tidshorisont stadig er usikre.
Den planmæssige risiko i selve ventefasen er derfor kun delvist fanget af den nuværende kompensationslogik.
Markedets rolle i den grønne omstilling – konsekvenser for lokal forankring
Tobias Gandrups rapport ‘Energi til landdistrikterne? Historisk og aktuel analyse af former for lokaltilknytning af vedvarende energi i Danmark‘ fra Center for Landdistriktsforskning er relevant.
Rapporten om lokaltilknytning i vedvarende energi forklarer, at der både historisk og aktuelt findes forskellige former for lokal forankring af VE i Danmark. Det er vigtigt, fordi det viser, at den nuværende markeds- og storskalamodel ikke er den eneste mulige måde at organisere udbygningen på.
Når den lokale forankring svækkes, og initiativ, ejerskab og indflydelse flyttes væk fra lokalsamfundet, ændrer det ikke kun den økonomiske model. Det ændrer også forholdet mellem energiudbygning og sted. Derfor skal der spørges om mere end, om Danmark får nok grøn strøm. Det mere præcise spørgsmål er, hvilken samfundskontrakt der følger med udbygningen?
Læs også: Samfundskontrakten – når balancen mellem stat og borger udfordres
Derfor er risiko ikke bare økonomi
Når man taler om risiko i den grønne omstilling, tænkes der først på investering, elpris, teknologi og net-kapacitet.
Men for de berørte borgere er risiko også noget andet: tab af tid, tab af forudsigelighed og tab af reel råderet, længe før der foreligger en endelig afklaring.
Det er en anden type risiko end den, markedets aktører kalkulerer med, og netop derfor bliver den ofte underbelyst i energipolitikken.
Denne pointe ligger også i forlængelse af DTU-forskningen om indsnævret deltagelse og skæve magtforhold i planprocessen.
Det er også derfor, at spørgsmålet om kompensation ikke kan reduceres til en teknisk naboordning.
Hvis samfundet vælger en model, hvor lokalsamfund bærer de største konsekvenser af en national omstilling, følger der et ansvar med for at håndtere denne skævhed åbent og retfærdigt.
Alternativet er, at den grønne omstilling fortsat præsenteres som et fælles projekt, mens risikoen i praksis bæres ujævnt og ofte uden reel afklaring i planfasen.
Det centrale spørgsmål
Derfor er det centrale spørgsmål ikke, om Danmark skal udbygge vedvarende energi.
Det centrale spørgsmål er, om Danmark vil fortsætte med en model, hvor staten sætter tempoet, markedet vælger projekterne, og de berørte borgere og lodsejere bærer en stor del af usikkerheden i den mellemliggende periode?
Hvis svaret er nej, kræver det en mere ærlig diskussion af risikofordeling i den grønne omstilling.
Ikke kun om strøm, megawatt og arealer, men om ansvar, tidsrammer og retfærdighed. For hvis omstillingen skal være robust, må den også være legitim for dem, der lever med konsekvenserne længst og tættest på.
Energistyrelsen har allerede selv gjort det klart, at lokal opbakning er afgørende. Så problemet er ikke, hvorvidt retfærdighed og legitimitet er relevante.
Problemet er, at retfærdighed og legitimitet ikke får tilstrækkelig vægt i den måde, den grønne omstillingen er skruet sammen på i dag.
Ret til at komme videre.
Skriv et svar