Når der tales om berørte parter i store energiprojekter, opstår der let et billede af traktorer og tusindvis af hektar. Store landbrugsejendomme med jord nok til at forhandle fra en position af styrke. Det billede passer ikke på størstedelen af dem, der bor i området omkring Energipark Revsing.
Her bor læreren. Den kommunale medarbejder. Ham der leverer dine pakker og hende der sørger for at børnene får mad i institutionen. Tømreren der fikser dit tag. VVS’eren der kommer, når rørene springer.
Det er helt almindelige mennesker, der på et tidspunkt i deres liv traf en beslutning om, at livet skulle leves uden for byen. Tæt nok på skoler, indkøb og fritidstilbud. Langt nok fra støj og uden naboen lige på den anden side af hækken.
De fleste af dem bor ikke på ejendomme til mange millioner. De bor på ejendomme til én million, måske to. Ejendomme der er holdt ved lige år for år. Sat i stand. Opdateret. Nogle med en lille have, andre med en græsmark og et par dyr, måske heste. Drømme der er blevet til vægge og træer og et liv der fungerer.
Opsparingen sidder i murene
For mange af disse familier er ejendommen ikke en investering i finansiel forstand. Den er ikke en aktie der kan sælges fra en computerskærm. Den er det sted livsopsparingen er placeret. Præcis som det er tilfældet for de fleste danske familier, der ejer deres bolig. Formuen er ikke i et depot. Den sidder i murene, i grunden, i de renoveringer der er foretaget over årtier.
Når et område udpeges til mulig energipark og ejendomsmæglerne ikke længere kommer ud fordi der ikke er noget marked at vurdere til, er det ikke en abstrakt økonomisk forstyrrelse. Det er en direkte indgriben i familiernes samlede livsøkonomi. Formuen kan ikke realiseres. Den er der stadig på papiret, men den kan ikke omsættes til noget.
Det svarer til at fortælle nogen at deres pensionsopsparing er intakt, men at de ikke må hæve den ved pensionen. Og at ingen ved hvornår de må.
Hvem siger, at det banker på døren?
Der tegnes sommetider et billede af situationen, hvor løsning er simpel; vent til en projektudvikler eller en kommerciel aktør banker på døren med et tilbud i hånden. Det lyder rimeligt. Men det forudsætter bare, at de banker på.
Projekter trækker ud. De ændrer form. De mister finansiering. Nogle realiseres aldrig. Og hvis projektet aldrig bliver til noget, er der ingen der banker på.
Derfor er ventetiden er ikke nødvendigvis en overgang til noget. Den kan lige så vel være en parentes der lukker uden kompensation og uden afklaring, fordi der aldrig var noget at afklare.
I så fald har familierne i det udpegede område ved Gesten og Revsing i Vejen Kommune brugt år af deres liv i en situation de ikke valgte, og som ingen har taget ansvar for at afslutte.
Alternativet, når alt andet falder bort, er enten at blive boende i et område der aldrig blev til en energipark, men heller aldrig blev til noget andet, eller at blive boende midt i en energipark, som ikke var grunden til at de bosatte sig der.
Det var netop derfor de valgte det
Det er værd at huske på, hvad valget om at bo uden for byen faktisk indebærer for disse familier.
Det er ikke et tilfældigt valg.
Det er et aktivt fravalg af byens støj, tæthed og tempo til fordel for plads, natur og ro. Et valg der typisk kræver en bil mere, længere pendling og en bevidst prioritering af hvad et godt liv ser ud som.
Det valg er ikke beskyttet af nogen mekanisme i det nuværende plansystem. Udpegning ligger over området og efterlade beboerne i en situation der er det modsatte af det de søgte: uvished, stilstand og udsigt til en fremtid de ikke har bedt om og ikke kan undslippe.
Forskning i VE-planlægning beskriver hvordan stedtilknytning ikke kan reduceres til et spørgsmål om økonomisk kompensation (Kirkegaard, Rudolph, Nyborg & Cronin, 2023, DTU). Men det der gælder her, er endnu mere grundlæggende. Det handler ikke engang om kompensation for tab af tilknytning. Det handler om at livsgrundlaget, den samlede økonomi, den handlefrihed som alle andre danske familier har adgang til, er sat ud af spil uden tidsgrænse og uden ansvarlig myndighed.
Det er ikke kun store lodsejere der rammes af det. Det er helt almindelige mennesker der en dag traf et valg om at bo et bestemt sted og bygge et liv der. Bare bosat lidt uden for byen.
Ret til at komme videre.
Skriv et svar