Martin og Hanne flyttede for ca. 3 år siden ind på Gestenvej 68. Ved indflytningen bestod husstanden af parret og tre børn i alderen 14 til 18 år – i dag bor de to voksne og en næsten voksen søn på ejendommen.
De flyttede ind med drømmen om livet på landet, som skulle indeholde heste, hundekennel, høns i haven, bålhygge og en række projekter, herunder en drømmehave og renovering af huset.
Kort tid efter indflytningen deltog parret i det første borgermøde i hallen, og opdagede her, at deres ejendom lå i det udpegede område.
“Vores verden brød helt sammen. Vi følte, at vi var blevet fanget.“
De havde kun boet i huset et halvt år, og drømmene om stedet blev nu afløst af frustration, bekymring og søvnløse nætter.
Ved selv at gennemgå referater fra økonomiudvalget fandt parret ud af, at energipark revsing var på dagsordenen netop i den uge, hvor de havde underskrevet købsaftalen på det, de troede skulle være deres drømmebolig.
Martin og Hanne har siden da udskudt en lang række af de projekter, de havde håbet at kaste sig over – det gælder både skift af vinduer, plante hæk, bygge en terrasse, færdiggøre et barrum, anlægge det bålsted de oprindeligt ønskede, og forbedre forholdene for hestene. Nu ved de ikke hvor og om de skal begynde. Parret beskriver situationen som at bo på en togperron, uden at vide hvornår toget kører, eller hvor det kører hen.
At stå uden kontrol over egen bolig har givet hovedpine, tårer og søvnløse nætter.
De er modløse over at at være klemt mellem både energiparken og den kommende motorvej, og af at have investeret alt, hvad de havde, i et hjem, de er sikker på at ingen længere vil købe.
Parret afslutter:
“Kan det være rimeligt, at man skal leve i uvished om sin bolig i så lang tid? Og hvad er rimelige menneskelige omkostninger i forhold til den grønne energi?”
Ret til at komme videre.