Noget af det, borgere oplever som mest frustrerende i mødet med kommune og stat, er oplevelsen af, at det kan være meget svært at finde ud af, hvem der egentlig har ansvaret.
Kommunerne henviser til nationale mål og statslig lovgivning. Staten henviser til kommunale planprocesser og lokale beslutninger. Samtidig bliver lodsejerne mødt af henvisninger til regler, procedurer og kompetenceområder, som gør det uklart, hvor man egentlig skal gå hen, når noget i systemet ikke fungerer.
Det bliver særligt tydeligt når et område udpeges til mulig energiproduktion, som i Vejen Kommune i Sydjylland ved Energipark Revsing.
Kommunen er planmyndighed og står for de konkrete udpegninger og processer. Men kommunen arbejder samtidig inden for nationale klimamål og statslige rammer. Når borgere påpeger de menneskelige konsekvenser eller blinde vinkler i lovgivningen, bevæger ansvaret sig frem og tilbage mellem forskellige myndigheder.
Konsekvenserne bliver hos borgerne
For borgeren opleves det helt anderledes end inde i systemet.
Den familie, der ikke kan sælge sit hus eller planlægge sin fremtid, mærker ikke processen som opdelt i ministerier, forvaltninger og myndighedsområder. Konsekvenserne mærkes samlet.
Lodsejerne omkring Gesten og Revsing er fastlåst i en situation, som ingen myndighed reelt ser ud til at ville løse. De kan ikke komme videre, men de kan heller ikke få klare svar på, hvornår situationen ændrer sig.
Det giver oplevelsen af, at systemet mangler nogen, der tager ansvar for helheden og ikke kun for de enkelte dele af processen.
Når afmagten vokser
Det er et alvorligt spørgsmål i et samfund som Danmark, hvor tilliden til myndigheder historisk har været meget høj. Tillid bygger ikke kun på, at regler bliver fulgt. Den bygger også på oplevelsen af, at nogen har det samlede ansvar og handler, når systemet skaber konsekvenser for almindelige mennesker.
Når borgere i stedet oplever, at ansvar bliver sendt rundt mellem forskellige niveauer i systemet, indsniger afmagten sig. Vreden og frustrationen vokser af at stå overfor et system, hvor ingen har det fulde blik på mennesket midt i sagen.
Ret til at komme videre.
Skriv et svar