Da Folketingets Ombudsmand i maj 2026 svarede på en henvendelse fra en lodsejer i det udpegede område for Energipark Revsing, stod ét spørgsmål tilbage: hvor går man hen, når problemet ikke er en afgørelse, men et fravær af lovgivning?
Svaret fra Ombudsmanden giver ikke selv et svar på det spørgsmål. Men det viser, hvorfor spørgsmålet er svært at få besvaret nogen steder.
Henvendelsen til ombudsmanden beskrev situationen for familierne siden udpegningen i 2023. Alt er sat på pause; uden nogen klar tidshorisont for afklaring. Familierne kan ikke sælge på normale vilkår, de kan ikke investere langsigtet, og det økonomiske råderum er forringet.
Ombudsmanden blev bedt om at vurdere tre ting:
- om det er foreneligt med almindelige forvaltningsretlige principper, at en planmæssig uvished kan strække sig over flere år
- om myndighederne i tilstrækkelig grad tager hensyn til konsekvenserne for de berørte borgere
- om der bør stilles krav om tydeligere tidsmæssige rammer
Et svar uden svar
Folketingets Ombudsmand svarede den 19. maj 2026 og svaret forholder sig ikke til sagens indhold. I stedet fremgår det, at Ombudsmanden ikke har mulighed for at vurdere, om han kan hjælpe, fordi der ikke er sendt relevante bilag. Der henvises til paragraf 16, stk. 1, i lov om Folketingets Ombudsmand.
Ombudsmanden oplyser samtidig, hvilke bilag der kræves. Ved klager over en afgørelse skal der nemlig foreligge selve henvendelsen til myndigheden, myndighedens afgørelse, og en eventuel klage over afgørelsen. Ved klager over manglende svar skal der foreligge henvendelsen, myndighedens eventuelle kvitteringer om sagsbehandlingstiden, og eventuelle rykkere.
Men det forudsætter, at der findes en konkret afgørelse, et konkret svar, eller en konkret sagsbehandlingsfrist at forholde sig til. I situationen omkring Energipark Revsing findes ingen af delene.
Der er ingen afgørelse, fordi der ikke er truffet nogen endelig beslutning. Der er intet svar at klage over, fordi ingen myndighed er forpligtet til at svare inden for en bestemt frist. Der er ingen sagsbehandlingstid at måle, fordi der ikke findes en lovfæstet tidsramme for processen.
Ombudsmanden kan kontrollere, om en myndighed har fulgt den gældende lovgivning, men kan ikke afgøre, at der burde findes en regel, hvor der endnu ikke findes en. Ombudsmandens kontrol er indrettet til at vurdere konkrete afgørelser og konkrete sagsbehandlingsforløb inden for rammerne af den lovgivning, der allerede findes. Men når loven ikke fastsætter en tidsfrist eller en pligt til at handle, er der heller intet for en uafhængig instans at tage stilling til.
Konsekvensen for lodsejerne
Familierne står dermed uden en instans, der kan vurdere selve varigheden af deres situation. Ombudsmanden afviser ikke sagens indhold, men systemet hindrer, at der findes en retslig instans, som kan hjælpe med at rejse spørgsmålet til de folkevalgte.
Ret til at komme videre.
Skriv et svar