Tonen der ikke bemærkes af dem der bruger den

I Danmark er der en tone i debatten om energiparker, som få bemærker – medmindre de bor i et udpeget område.

Det er en helt bestemte måde at tale på. En måde som skaber distance mellem lodsejere på den ene side og stat, kommune og de kommercielle aktører på den anden.

Der er forskel på at mene noget og at leve med konsekvenserne af det

Den forskel er omdrejningspunktet for den debat, der i disse år folder sig ud omkring store energiprojekter på det danske land.

Ikke debatten om teknologi eller klimamål. Den anden debat. Den om, hvem der har ret til at have en mening og hvem der implicit opfordres til at tie stille for fællesskabets skyld.

Når tal bliver til tone

I april 2026 bragte TV2 Kosmopol en artikel om, at naboprotester mod energiparker presser produktionen ud på havet og gør den dyrere. Tallene i artiklen er formentlig korrekte. Staten har allerede bevilget 42,3 milliarder kroner i støtte til ét enkelt havvindprojekt. Havvind er dyrere end landvind. Det er dokumenteret.

Men tal er ikke neutrale, når de præsenteres med en bestemt retning. Tonen i den slags artikler siger noget, uden at sige det direkte: lokal modstand er et problem for os alle. Den konkluderer, inden den spørger. Og den spørger aldrig dem, der bor i de udpegede områder, om hvad det faktisk koster dem.

Det behagelige svar

Begrebet NIMBY (Not In My Back Yard) er den hurtige forklaring, der altid er ved hånden, når lokale gør modstand. Det antyder, at modstanden er selvisk og provinsiel. At folk principielt er for vedvarende energi, bare ikke når det er dem det rammer.

Det er en forklaring, der er særdeles behagelig at have, hvis man selv bor et andet sted. Den frigør én fra at undersøge sagen nærmere. Den placerer skylden og går videre.

Rapporten Under Radaren fra Den Nationale Alliance dokumenterer i 2026 fem cases fra forskellige egne af Danmark. Det billede, der tegner sig på tværs af dem, er ikke et billede af selviske borgere.

Det er et billede af mennesker der gentagne gange er blevet mødt med en tone, der ikke tog dem alvorligt.

Sympati er ikke det samme som handling

I Give mødte en familie kommunale planlæggere med deres bekymringer. Svaret de fik var: “Er I da ikke interesseret i at redde verden?” Da de spurgte, om planlæggerne selv ville have det godt med situationen, svarede de: “Det kommer ikke til at ske for vi har valgt at bosætte os inde i Vejle.”

Det svar er ikke et tilfælde. Det er et symptom på en grundlæggende distance i systemet. En distance der gør det muligt at træffe beslutninger om andres hverdagsliv uden at skulle leve med dem bagefter.

Den samme distance viser sig i borgermøderne.

Høflighed og sympati er til stede. Handling er det sjældnere. Og det er bemærkelsesværdigt nemt at udvise sympati, når man selv kører hjem til en ejendom, der ikke er udpeget til noget som helst.

Det lodsejerne faktisk siger

De kommercielle udviklerne tror ofte, at problemet er mangel på information. At endnu en teknisk præsentation med højde, farver, specifikationer og støjberegninger vil flytte noget. Men borgerne sidder ikke i salen for at blive overbevist om projektets fortræffeligheder.

De sidder der med en uvished der har fyldt deres hverdag i år. De kan ikke sælge deres hus. De kan ikke planlægge fremtiden. Det de ønsker er ikke flere tal. De vil af med uvisheden. Lodsejerne vil have deres liv tilbage.

Forskning fra DTU viser at borgeres accept i langt højere grad afhænger af, om de oplever processen som fair og sig selv som hørt, end af selve anlæggets tekniske specifikationer. Folk kan acceptere meget. Det de ikke kan acceptere er at blive talt hen over og uden om.

De kender også det lille billede

Dem der bor i de udpegede områder forstår det store billede fint. De ved godt, at klimaet kræver noget af alle. De forstår bare også det lille billede. Det der ikke kan ses fra et kontor i København eller et mødelokale på Fredensborg. Det der ikke indgår i regnearket over anlægsomkostninger og CO2-reduktioner.

Det der handler om, hvad det koster at leve midt i en beslutning som andre har truffet og som ingen af dem skal leve med bagefter.

Den tone, der præger debatten om energiparker, fortæller ikke om det lille billede. Fordi den tone tilhører folk, der aldrig har haft grund til at lytte efter den.

Ret til at komme videre.

---