En ulige kamp – om den strukturelle ubalance i dansk energiplanlægning

Et billede der siger mere end tusind ord

Den orange cirkel er mast flad.

Sådan ser logoet for energipark-revsing.dk ud. Den lille orange cirkel – lodsejeren – er klemt flad af de store cirkler omkring den. Staten. Kommunen. De kommercielle aktører.

Det er ikke en følelsesmæssig overdrivelse. Det er en præcis beskrivelse af den strukturelle situation som over 100 familier ved Gesten og Revsing befinder sig i – og som mere end 200 borgergrupper på tværs af Danmark genkender.

Tre modparter. Én lodsejer.

I en normal situation ville en borger med en tvist i forhold til en offentlig myndighed have adgang til klagesystemer, juridisk vejledning og en neutral instans, der sikrer, at processen er fair.

I planprocessen for statslige energiparker er situationen en anden.

Staten har fastlagt de overordnede energipolitiske mål og vedtaget den lovgivning der muliggør udpegningen. Kommunen har ansøgt om og tilsluttet sig udpegningen, modtager statslige tilskud knyttet til projektets realisering og er i løbende dialog med de kommercielle aktører. De kommercielle aktører råder over juridisk ekspertise, forhandlingserfaring og kapital.

Lodsejeren råder formelt over sin ejendom. Men i praksis er valgmulighederne indsnævret til enten at acceptere de vilkår der tilbydes eller at blive boende midt i en energipark. Det er ikke et frit valg. Det er en situation, systemet har skabt.

Det er ikke en ligeværdig forhandlingssituation. Det er ikke en ligeværdig klagessituation. Og det er ikke en ligeværdig juridisk situation.

Den ubalance er ikke opstået tilfældigt. Den er en konsekvens af at lovgivningen er designet til at sikre fremdrift i energiudbygningen – ikke til at beskytte de borgere, der bor i de udpegede områder.

Hvad ubalancen betyder

For de berørte familier ved Gesten og Revsing i Vejen Kommune betyder ubalancen konkret, at de siden 2023 har levet i planmæssig uvished uden kompensation og uden lovfæstet slutdato.

At de i halvandet år ikke hørte fra kommunen og at ingen offentlig instans er sat i verden til aktivt og uvildigt at varetage deres interesser i denne proces.

Men bag de juridiske og planmæssige termer er der noget endnu mere grundlæggende.

Lodsejerne er almindelige gennemsnitlige familier. Malere, lærere, læger, kontorarbejdere. De har arbejde, børn i skole, foreningsaktiviteter og hverdagsliv som alle andre danskere. Energiret, planlovgivning og forvaltningsprocesser er ikke deres fagområde. De har ikke et juridisk team i ryggen. De har ikke en presseafdeling. De har ikke kapital til at trække processer i langdrag.

På den anden side sidder staten med lovgivningens bemyndigelse og årtiers institutionel erfaring med energiplanlægning. Kommunen med planmyndighedens beføjelser, egne jurister og forvaltningsfolk der arbejder med dette til daglig. Og kommercielle aktører med juridisk ekspertise og forhandlere, der lever af præcis denne type processer.

Det er deres arbejde og deres speciale. For lodsejerne er det en kamp de kæmper ved siden af alt det andet livet kræver – uden forudsætninger for at kende systemet indefra, uden ressourcer til at matche modparternes ekspertise og uden nogen til at hjælpe dem.

Ansvaret følger beslutningen

De berørte familier har ikke selv valgt at indgå i denne situation. Den er opstået som følge af offentlige beslutninger og planprocesser – truffet af stat og kommune med lovgivningens bemyndigelse.

Det er et grundlæggende princip i forvaltningsretten at den myndighed der træffer en beslutning, der påvirker borgeres rettigheder og muligheder, også bærer et ansvar for konsekvenserne af den beslutning.

Det ansvar er i dag ikke forankret i lovgivningen på en måde, der sikrer borgerne reel beskyttelse. Der er ingen tidsfrist for processerne, ingen aktiv informationspligt fra myndighedernes side og ingen kompensation for den periode borgerne er stavnsbundet.

Det er huller, der kan lukkes. Men det kræver at de myndigheder og beslutningstagere, der har etableret rammerne for energiprojekterne, også tager ansvar for at rette op på dem.

En strukturel løsning på et strukturelt problem

Ubalancen i logoet er ikke et udtryk for at nogen handler i ond tro. Det er et udtryk for at systemet ikke er designet til at håndtere den situation de berørte lodsejere befinder sig i.

Det kan ikke løses lokalt. Det kan ikke løses af den enkelte lodsejer. Og det kan ikke løses ved at invitere borgerne til endnu et møde i det lokale forsamlingshus.

Det kan kun løses ved at lovgivningen ændres, så den strukturelle ubalance mellem lodsejeren og de øvrige aktører i systemet adresseres direkte og konkret – og tilpasses med lodsejernes bedste for øje.

Det vigtigste ønske fra de berørte familier er ganske enkelt: ret til at komme videre.

Det betyder ikke blot en afgørelse en gang i fremtiden. Det betyder en proces der afsluttes inden for en rimelig og forudsigelig tidshorisont. Det betyder, at de familier der ønsker at komme videre får mulighed for det nu og ikke om år. Og det betyder at kompensationen er af en størrelse og en karakter, der reelt giver mulighed for at etablere sig tilsvarende et andet sted og fortsætte det liv der er blevet sat ufrivilligt på pause.

Det er en politisk opgave. Og den haster.

Ret til at komme videre.