Da Folketinget vedtog ordningen med statslig støtte til kommuner der realiserer energiparker, blev der truffet en fordeling.
Kommunerne belønnes for at stille arealer til rådighed – det skaber incitament til fremdrift. Fra 2026 fordeles 200 millioner kroner om året til kommuner over hele landet. Vejen Kommune alene modtager 22,5 millioner kroner – landets største andel.
De kommercielle aktører der realiserer projekterne henter gevinster på et område der er strategisk værdifuldt netop fordi staten har investeret massivt i den underliggende infrastruktur.
Revsing og Gesten er ikke et tilfældigt sted på kortet. Her ligger Energinets transformatorstation – et af Danmarks vigtigste energiknudepunkter. Her har Everfuel indsendt projektforslag for Frigg – et PtX-anlæg med op til 2 GW brintproduktionskapacitet, der direkte kan kobles til det kommende danske brintrør mod Tyskland. Området ligger i krydset mellem den nord-sydgående og øst-vestgående brintledning – det Everfuel selv beskriver som “Lower T” og det første afsnit af brintledningen der forventes at blive bygget og operationelt.
Den strategiske og kommercielle værdi af området kendes af alle – også af borgerne der bor der.
Kommunen høster tilskuddene.
De kommercielle aktører høster gevinsten.
Borgerne får i bedste fald en meget beskeden kompensation efter mange års usikkerhed og bærer hele risikoen frem til at energiparken enten opføres eller opgives.
En venteperiode uden slutdato og uden kompensation
Siden området blev udpeget i 2023 har lodsejerne ved Gesten og Revsing båret konsekvenserne. Det almindelige boligmarked fungerer ikke for dem. Planer for ejendommene er lagt på is. Og ingen kan sige hvornår det er slut – fordi lovgivningen ikke indeholder en maksimal varighed for denne type processer.
Det kan blive tre år mere. Det kan blive fem. Det kan blive ti.
De eksisterende kompensationsordninger (værditabsordning, salgsoptionsordning og VE-bonus ) aktiveres først når et projekt realiseres. Den periode borgerne allerede har levet med konsekvenserne er ikke dækket af nogen ordning. Det er et konkret og dokumenterbart hul i den nuværende model.
Hvad ordentlig kompensation indebærer
Spørgsmålet om kompensation er mere komplekst end en markedspris.
For nogle familier handler det om et hjem der er bygget op over et helt liv. For andre river processen livsgrundlaget op med rode. Nogle tvinges reelt til fraflytning ikke fordi de ønsker det, men fordi alternativet er at blive boende midt i en energipark. For andre er fraflytning et valg de gerne vil have mulighed for.
Hvad koster det at give lodsejere der ønsker at komme videre en reel mulighed for at etablere sig tilsvarende et andet sted – fra den dag området udpeges? Og hvad er den rimelige kompensation for tre, fem eller ti år med usikkerhed, begrænsede handelsmuligheder og de konsekvenser det har for helbred, økonomi og hverdagsliv?
Ordentlighed kan ikke reduceres til markedsprisen plus et par flytteomkostninger.
Det kan ikke være det der bydes borgere, der deltager på lige fod i det danske samfund og som ufrivilligt er blevet en brik i et nationalt energiprojekt.
Det beløb er ikke beregnet. Det bør det være – og det bør afsættes politisk.
En skæv fordeling der er et politisk valg
Kommunerne er på listen, fordi de skal motiveres til at stille arealer til rådighed. De kommercielle aktører er på listen, fordi de skal motiveres til at investere. Det er en bevidst og legitim del af den politiske logik bag ordningen.
Men borgerne er ikke på listen. Ordningen er designet uden dem. Konsekvenserne for de mennesker der bor i de udpegede områder indgår ikke i regnestykket – hverken som en post der skal beregnes, en risiko der skal håndteres eller et ansvar der skal placeres. Det er en blind vinkel i den politiske model, der har skabt situationen.
Når staten kan afsætte 200 millioner kroner om året til kommunerne, er det ikke et spørgsmål om råd. Det er et spørgsmål om politisk prioritering.
For borgerne ved Gesten og Revsing handler det om mere end økonomi. Som beskrevet i artiklen Samfundskontrakten – når balancen mellem stat og borger udfordres er der en uskreven kontrakt mellem stat og borger: borgerne accepterer statens beslutninger, til gengæld forventer de at systemet behandler dem retfærdigt. Når borgerne bærer byrden mens andre høster gevinsten, og når den periode de er stavnsbundet ikke kompenseres, forsvinder tilliden til demokratiet og retfærdigheden i det danske samfund.
En politisk opgave der venter
Energipark Revsing er ikke et enkeltstående tilfælde. Over 200 borgergrupper befinder sig på tværs af Danmark i tilsvarende situationer – udpeget, stavnsbundet og uden kompensation i venteperioden.
Det betyder, at den manglende model for kompensation ikke er et lokalt problem, der skal løses i Vejen Kommune. Det er et nationalt problem der kræver en national løsning.
Folketinget og de ansvarlige ministerier har allerede vist den politiske vilje til at afsætte betydelige midler til den grønne omstilling. Den samme vilje bør anvendes til at sikre, at de lodsejere der bærer den direkte byrde af omstillingen, kompenseres ordentligt – ikke kun når et projekt realiseres, men fra den dag de mister råderet over deres ejendom.
Det kræver at beløbet beregnes.
Det kræver at ordningen designes.
Det kræver at det prioriteres politisk.
Men det kræver også at politikerne tør se ud over dokumenter og præsentationer og bevæge sig ud i de områder, hvor mennesker lever med konsekvenserne hver dag. Ikke for at høre dem som et punkt på et borgermøde, men for at forstå hvad det egentlig koster at være en del af Danmarks grønne omstilling uden at have valgt det.
Den forståelse kan ikke erstatte politisk handling.
Men den er forudsætningen for at den rigtige løsning bliver designet – og for at den bliver prioriteret af dem, der har magten til at føre ændringerne ud i livet og lovgivningen.
Ret til at komme videre.
Skriv et svar